Villa Brandt-Elvang
Fakta: 175m² bolig, 102m² kælder samt 22m² garage, med overdækning mod haven.
Vinkelhus beliggende på en stille sidevej, i et af byens gamle kvarterer.
Et pænt stort og højt hus, hvor bygherren allerede elegant havde indrettet, og ombygget køkken-alrummet. Huset fremstod med en ret højt placeret kælder, hvilket havde givet en høj sokkel hele vejen rundt, samt en græsplæne med en bakke op til huset. I soklen sad vinduer til kælderen. Havde huset haft lyskasser med integrerede kældervinduer, ville soklen have været ca. 500-700mm mindre, og hele huset ligget lavere på grunden.
Bygherre savnede både direkte kontakt til den flotte gamle have, samt drømte om et stort terrasselignende lounge-møbel, med mange forskellige niveauer og siddenicher.
De havde forberedt sig godt med inspirerende fotos, således man hurtigt havde et klart billede af, hvad det var de drømte om.
Opgaven blev løst ved at sløjfe eksisterende trappe fra opholdsrummet til vinkelrummet udenfor. Derved blev hjørnet udenfor til en gårdhave, og indvendigt blev det gamle dørhul ombygget til et stor vindueshul, som samtidig kunne fungere som en siddeniche.
Gavlen mod den gamle have, blev gjort til ny adgangsvej, med en dobbeltfløjet terrassedør, og nu var der fri leg til at opbygge den store terrasse, som med de mange niveauer, gav familien uanede muligheder for ophold, hygge og ikke mindst fik huset ned på jorden, ved også at danne en mere naturlig overgang mellem stueplan og terrænplan udenfor.
Det store lounge møbel forlænger de indvendige rum naturligt ud på terrassedækket, og skaber både en stor plan flade til havemøblerne, men får også adgangen til haven til at virke enkel og naturlig, idet der både findes adgangstrappe på fronten og siden mod gårdrummet.
Stor værdiskabelse, både visuelt og brugsmæssigt.